Trelleborg logo
Tilbage
Værd at vide om teknikken i "0-energi-huset"®

Selvom et ”0-energi-hus”® kun skal tilføres direkte varme i ganske små mængder for at opretholde den ønskede rumtemperatur, skal huset naturligvis forsynes med et varmeanlæg til de kolde perioder af året

OPVARMNING AF HUSET

Et ”0-energi-hus”® skal kun tilføres begrænsede mængder direkte energi til opretholdelse af den ønskede rumtemperatur. Trods det beskedne varmebehov, skal huset være forsynet med et energieffektivt varmeanlæg. Vi anbefaler som udgangspunkt, at huset forsynes med et lille jordvarmepumpeanlæg, der forsyner hele huset med gulvvarme og varmt brugsvand. Dette anlæg kan eventuelt kombineres med en god, lille brændeovn i stuen. Det er vigtigt, at en brændeovn er udført korrekt med gode reguleringsmuligheder, og da Trelleborgs huse er meget tætte, anbefaler vi en brændeovn med eget friskluftindtag. De små jordvarmeanlæg, der anvendes i ”0-energi-huset”®, kræver ikke meget plads til jordslanger, men der kan alligevel være enkelte byggegrunde, hvor det ikke kan lade sig gøre. Som alternativ til jordvarme, tilbyder Trelleborg derfor såkaldte luft-vand varmepumper med en fritstående udedel, der udnytter energien i udeluften. Disse luft-vand varmepumper er et godt alternativ til jordvarme, men knap så energieffektive. Bygges huset i et område med fjernvarme, kan et ”0-energi-hus”® normalt fritages for tilslutning. Fjernvarme kan dog være en udmærket løsning i et ”0-energi-hus”®, men bygherre skal være opmærksom på, at den årlige faste tilslutningsafgift kan være endog meget høj, og i så fald bør opvarmningsformen overvejes nøje.


GULVVARME OVERALT

Trelleborgs ”0-energi-huse”® forsynes i dag med gulvvarme i alle rum, også på 1. sal. Vi anbefaler anvendelse af et individuelt dimensioneret system fra Uponor, der er særligt egnet til anvendelse i lavenergihuse. Dette system er som standard forberedt til styring via mobile enheder, og kan tilsluttes Uponors Cloud-funktion, der giver mulighed for automatiske softwareopdateringer samt fjernsupport og fejlsøgning. Gulvvarmen er med rumindividuel styring, der kan reguleres via mobil eller manuelt i hver enkelt rum.


JORDVARMEPUMPE

”0-energi-huset”® forsynes som standard med et nøje udvalgt frekvensstyret varmepumpeanlæg fra Vølund Varmeteknik A/S. Anlægget består af en lille jordvarmepumpe, der opvarmer både hus og varmt brugsvand. Anlægget får sin varme gennem 250 m jordslanger, og kan således anvendes på langt de fleste grunde, i modsætning til traditionelle jordvarmeanlæg, der typisk har 500 – 700 m jordslange og kræver et stort areal til nedgravning af slanger. Dette eller lignende anlæg er nødvendigt, hvis huset skal opfylde kravet til Lavenergiklasse BR18.


AKTIV KØLING

Såfremt ”0-energi-huset”® forsynes med vores standard-jordvarmepumpeanlæg, kan jordvarmekredsen via en simpel varmeveksler anvendes til køling om sommeren. Varmeveksleren overfører en del af husets overskudsvarme til jorden, hvilket i tilgift øger effektiviteten af jordvarmeanlægget om vinteren – enkelt, effektivt og energibesparende.


VENTILATION

Et ”0-energi-hus”® er helt tæt og skal have et kontrolleret luftskifte på ca. 0,5 gang i timen. Da ethvert luftskifte medfører et varmetab, sikres dette luftskifte ved anvendelse af mekanisk ventilation med varmeveksler. Alle Trelleborgs ”0-energi-huse” forsynes i dag med højtydende modstrømsvarmeveksler fra Genvex A/S, der genvinder op til 95 % af varmen i den afkastluft, der føres ud af huset.


SOLCELLER

Aktiv udnyttelse af solenergi er i et vist omfang ved at blive en fast bestanddel af dagens byggeri. Gennem de sidste 10 år har Trelleborg arbejdet med aktiv udnyttelse af solenergi, og vi kan i dag tilbyde opførelse af energineutrale huse.


Opskriften er for så vidt simpel – vi tager et højisoleret hus med lavt varmetab, forsyner det med energibesparende varmepumper, der reducerer energiforbruget til opvarmning og varmt vand til et absolut minimum, og anvender solceller til produktion af den el, der driver varmepumperne. Det kalder vi for et ”0-energi-hus”® i ”Plus-energi-udførelse”.


Solcelleanlægget tilsluttes el-måleren, og såfremt huset forbruger mindre strøm, end der produceres, sendes overskudsstrømmen ud på el-nettet, hvor den efterfølgende ”hentes hjem”, når man har brug for den. Man kan således opføre et hus, der på årsbasis er energineutralt, men skal være opmærksom på, at forsyningsselskabernes afregning varierer alt efter hvilke regler, der er gældende. I skrivende stund (2024) er reglerne ikke gunstige set ud fra et privatøkonomisk perspektiv, men der kan alligevel være god fornuft i at bygge energineutralt. Batteriteknologien er under hastig udvikling, og afregningsregler kan ændres i retning af noget mere gunstigt.

Mange af Trelleborgs kunder får i dag huset leveret med solcelleanlæg. Ønsket om at bo i et energineutralt hus med egen energiproduktion kan være begrundet i mange forskellige forhold. Nogle vægter bæredygtighed og klima højt, mens andre ønsker mulighed for uafhængighed af energiforsyningsselskabet eller blot de mindst mulige energiomkostninger. Uanset hvilken motivation, der ligger til grund for valget af et ”Plus-energi-hus” fra Trelleborg, er der under alle omstændigheder tale om en af de mest fremtidssikrede former for boliger, der kan opføres i dag.

Share by: